1998 - Kong Volmer, Farum

Af Carsten Hvenegaard Petersen

Jeg var blevet lokket til træning en enkelt gang af Rikke, og syntes egentlig at ultimate var en sjov sport. Især da vi efter den første træning var på irsk (eller var det skotsk) pub, hvor ham der Søren Erland sad og snakkede i et væk om ultimate anekdoter. Jeg tog det i stiv arm, og lærte senere at det er den bedste måde at tage det på (evt. med et gran salt).

Nå, men fredag eftermiddag kom, og vi skulle køre den lange vej til Farum. Geologerne (Martin Bak, Rikke og jeg) var naturligvis i fredagsbar. Martin havde lånt faderens dyt, en Opel etellerandet stationcar – og den kunne køre stærkt (ca. 180 – 190 km/t). Vi forlod fredagsbarens larmende atmosfære, og begyndte på vejen til Farum at lade op til en stor weekend.

Da vi ankom til Farum, kunne jeg mærke stemningen og de gode vibes i luften. Jeg var kommet til den første internationale ultimate turnering i mit liv, og det skulle langt fra blive den sidste. I hallen stod et par svenske hængerøve og kastede nonchalant “de seje kast” med en frisbee. Martin og jeg fandt selv en disc frem, og begyndte at kaste (knap så sejt). Jeg havde aldrig kastet en kniv, og aldrig hørt om en scooper, men jeg kom til at lære, og bruge, begge kast i løbet af denne weekend.

Lørdag morgen gik det så løs. ÅUFK (som blev repræsenteret af: Henrik Gravgaard, Michael Gravgaard, Peter Kessel, Lars Vestergaard, Martin Bak, Søren Erland og undertegnede) var bl.a. i pulje med Lulu (Norge), Fenris (Det danske superhold), Esbjerg, et tysk hold og et svensk hold. Vi startede mod Lulu (som så mange andre år derefter) og fulgte med til 8 – 8. De var meget imponerede over, hvor uimponeret vi gik til værks, men ved 8 – 8 satte de turbo på og vandt kampen 12 – 8. De næste to kampe husker jeg ikke så tydeligt, men vi tabte i hvert fald til det tyske og det svenske hold. Derefter skulle vi spille mod Fenris, som vi ikke blev spået en chance imod. Vi tabte da også, men spillede igen så uimponeret, at vi fulgte med et godt stykke af vejen. Et par timer forinden havde jeg lige lært at kaste en kniv, og sådan en måtte jeg da lige kaste ind i zonen til Peter Kessel hen over hovedet (og armene) af Jakob Juhl. Men lige meget hjalp det…som før nævnt tabte vi.

Så kom lørdag aften, som er kendt for mange ting i ultimateverdenen. Men da det var min første turnering, kendte jeg ikke noget til det der skulle til at ske. Det startede stille og roligt med et par harmløse, men sjove, drikkelege. Senere kom de fulde nordmænd fra Lulu på besøg, og slog Rikke i hovedet med en træsko. Og derefter begyndte drengene fra Onsala (i Sverige) at spille basketball i meget grimme gammeldame-kjoler. Det blev hurtigt klart, at når det ene hold scorede, skulle det andet hold smide en beklædningsdel. Og sådan endte det (som så tit) med at Onsala rendte rundt i bar røv og kondisko. Man kunne godt have ønsket sig, at de var lidt bedre til at spille defence, eller dårligere til offence, så de havde sparet os for det syn, men sådan skulle det ikke være. Festen udartede sig, blev meget våd, og da den igen blev tør, gik vi i seng.

Den første kamp lørdag morgen, var samtidig den sidste kamp i puljen. Kampen stod mod Esbjerg, og Martin forsikrede mig, at “dem plejer vi at vinde over”. Men det gjorde vi ikke denne gang. Vi blev nummer sidst i puljen, og skulle kun spille én kamp mere, og det var kampen for at undgå sidste pladsen. Kampen stod mod Akka fra Sverige, som aldrig har haft nævneværdige resultater. Til gengæld var de fleste af vore spillere blevet skadet, så vi var faktisk kun 5 spillere til at spille hele kampen. Men så er man jo også varm hele tiden. Vi var bare ikke varme nok og vi tabte 9 – 8.

Det var min første ultimate turnering nogensinde. Vi tabte, men jeg havde det sjovt og var blevet bidt af sporten. Næste gang jeg skulle til turnering ville jeg vinde en kamp. Til Furious 5 i Odense – der skal vi nok vinde en kamp.

-Carsten..