2001 - Rotterdam

Der er måske grænser for, hvor svineheldig, man kan være, men når det kom til vejret, kendte heldet bestemt ingen grænser. Dagen før Harbour-turneringen i Rotterdam var vejret almindelig
forsommer-jeg-skal-gi-jer-forårsfornemmelser-men-heller-ikke-mere-agtigt, men på selve dagen brød solen igennem til nogle af de varmeste majdage, hollænderne kunne huske. De holdt præcis til umiddelbart før finalen. Og lad det være afsløret med det samme: Den spillede vi IKKE med i.

Det flaskede sig – hehe – således, at ÅUFk tog afsted i et bilhold og et toghold. Bilholdet sov mest (især Rikke, der faldt i søvn ved motorvejsafkørslen i Århus og vågnede i Rotterdam). Togholdet fik til gengæld den længste tur og spillede rundt regnet og løseligt anslået 1367 spil whist. Efter at Risvig og Kasper havde reddet sig ud af en kokain-handel på busholdepladsen ved stationen, kunne togholdet blive forenet med bilholdet, der i mellemtiden havde slået telte op og anlagt en teltplads midt på camping-sitet. Åbenbart var det vores skæbne at blive midtpunkt på den ene eller den anden måde. Og vi havde ikke nået ret mange dumme bemærkninger, ret meget fis og ballade eller ret meget snak om noget som helst før vores to hollandske gæstespillere dukkede op. De skulle vise sig at være et par festlige fætre, som vi fik stor gavn af – især i defence.

Den første kamp blev afviklet i stegende hede, hvor udskifterne svedte næsten lige så m eget som de, der drønede rundt på banen. Men al den drøneri og al det sved var forgæves. Vi fik tæskemange bank af ET Posse fra USA. Til gengæld fik vi også en cd. På Kaspers fantastiske initiativ uddelte vi dansk chokolade til alle vores modstandere, og det gjorde os populære selv hos dem, vi bankede (hvilket ikke var så mange). Anden kamp var hurtigt overstået. 13-0 til German Masters, så vi sætter bare et punktum. Den lange tur til Rotterdam havde gjort os trætte, så efter et par kølige øl, lidt grillmad og et par øl mere gik vi i seng. Inden da nåede Bo at blive grillet helt bogstaveligt på sin ene arm, og langt de fleste af os forliste en del af vores mad i grillkullene. Det, der var tilbage, smagte til gengæld godt. Dag to oprandt med ligeså smukt vejr som den foregående. Og her oplevede vi en af de virkelig gennemførte ting ved turneringen. Morgenmaden. Der var både lys og mørk pålægschokolade, frugt oh brød i stabelvis. Meningen var, at vi skulle smøre små madpakker til resten af dagen, og det gjorde vi. Især Henrik M, der understregede mange gange, at han er en sulten mand med en stor appetit. Hans madpakke kunne IKKE ligger på en frisbee.

Fire kampe var på programmet, blandt andet den meget vigtige sidste puljekamp, hvor vi genre ville løfte humøret lidt fra dagen før. Og såmænd også løfte spillet en hel del. Af en eller anden årsag – kun frisbeeguderne ved hvilken – virkede vores spil helt utroligt, taget i betragtning, hvor tidligt på dagen, det var. Vores defence var eminent især i den sidste halvdel af kampen, og træner-Mikael blev så overstrømsk glad og råbte så meget, at han næsten mistede stemmen. Resten af turneringen bad han udskifterne råbe ordre til spillerne på banen. Han kunne simpelthen ikke selv. Men en virkelig sej latter fik han da ud af det.

De tre sidste kampe gik som de gik. Vi tabte to og vandt en, og bortset fra en enkel, hvor vi blev løbet helt over ende af UFO´s (de har ligesom også en fordel med navnet alene) var kampene tætte. Vi tabte 14-15 til Ars Ludendi og vandt vist nok 15-13 over b-frisbee-2´s. Sejren blev bestemt ikke mindre fantastisk af, at vi vandt på defence-spillet og at vi bankede en tidligere spiller (Eric Giesen, der spillede med os sidste vinter). Og så var det jo, at der skulle læskes med lidt øl og gnubbes med lidt solblokker. Og generelt hygges lidt. Den aften spiste vi ude og fandt et sted midt i Rotterdam hvor menuen primært stod på asparges og peberbøffer. De sparer IKKE på peberet, og holdets største kylling (Lasse?) skrabede sin bøf næsten fri for peberkorn, mens vi andre bare åd og skyllede ned med en ekstra øl. Igen viste Henrik sin madglæde ved – sammen med Kasper – at tømme to skåle med chokoladesovs og så godt som slikke dem rene inden tjeneren kom.

Michael Gravgaard – den pæne dreng – fik skylden, fordi skålene stod ved ham, og fordi han meget vovet havde tørt en klat chokolade af, som hang på tutten. Stakkels dreng.
Hjemme igen gik vi på en enkelt øl i cafeteriet og derefter på hovedet i seng. Vi ladede op til den store lørdags-dag. Dagen, hvor alt det sjove skulle ske. Og det gjorde det. Fire kampe skulle spilles, og selvom benene var begyndt at gøre ondt og flere af os var noget hudløse (Risvigs tæer, Gittes hæl, Arjans knæ og fødder), så bed vi smerten i os og viste hele dagen flot defence. Det betød da også, at alle kampe blev tætte. Kun den første var lidt et flop, som vi hurtigt kom os over, men de tre sidste var alle gode kampe med godt spil fra begge sider. Efter kampene smed vi os på vores lejrplads. Og så var det ligesom om, vi blev meget fjollede allesammen på en gang. Skal man være kollektiv, så lad os være. Træneren gav ligesom startskudet (som trænere jo bør) til, at nu måtte vi være kugleskøre, og dt var vi rigtig gode til. Lasse, Kasper og Mikael begyndte en syg leg, med at kaste discen frem og tilbage over hovederne på folk, og da vores gæstespillere kom, vi de hurtigt overtalt den mest naive af dem – Max – til at sidde i den varme stol (Kaspers liggeunderlag) og være den, den kunne blive ramt. Virkelig fantastisk leg uden noget som helst formål. En rigtig god lørdagsaktivitet, når alt andet ligesom er for besværligt at koncentrere sig om. Teorien om, at Århusianere er dumme, blev bekræftet af vores mildest talt åndede bemærkninger, så det var godt, der ikke var nogle københavnere til at høre dem. Og eftersom hollænderne ikke forstod dem, så blev vi bare ved med at være åndede.

Aftenen startede med mad. Holland har indført hele verdens overskudslager af peanuts, og aftensmaden var så peanutssovs med snask til. Vi fandt ud af, at hvis man puttede tilstrækkelig med chili i, så kunne man ikke smage peanutsene så meget. Det tog Lasse en rum tid at komme igang med sin mad, for han glemte sin madbillet og måtte traske ned efter den. Den han kom tilbage kiggede han på vores mad og sagde med en meget selvmorderisk attitude, at det var sgu da noget være shit at æde. Men hollænderne….de gnaksede det gladeligt i sig og så helt tilfredse ud. Lidt senere var de os, der så tilfredse ud, da vi lærte dem vores øllege. Da-da-dam kunne de lige præcis forstå, men legen med at vise tegn var lidt for kompliceret. Det gjorde det selvfølgelig heller ikke lettere, at den stoppede hver gang vi nåede til Thomas. Hans tegn var så søvndyssende kedeligt, at
turen aldrig kom videre.

Vi havde stadig chancen for at vinde et eller andet. Beerrace, f.eks. Erland, Mikael og Henrik M stillede op sammen med Arjan og Max, og hvad vi hurtigt opdagede var, at Mikael har et fabelagtigt spin, når han laver elefanten efter at have bundet en øl. Vi opdagede også, at Arjan og Max ikke lader danskerne noget efter, når det kommer til at drikke øl. Faktisk førte de os på sejrskurs i et meget spændende heat. Og så var det Erlands tur. han spurtede det bedste hans korte ben kunne klare og havde det ikke været fordi han gled og divede lige ind i øllen, så den blev fyldt med skum, så havde han helt sikkert fået tømt den før først. Men uheldet var med ham og vi blev slået med tre meter af det hold, der siden vandt. Højdepunktet i beerracet var måske et pigehold med en mand på. De var så uhyggeligt ringe, men divede til gengæld efter alle øllene, og sluttede af med den eneste hane i kurven. Han havde ingen bukser på og svingede alle lemmer til stor fornøjelse for de, der var ædru nok til at bemærke det.Efter beerracet var der endnu en sejr på spil. Hvem vandt festen. Vi havde fået at vide hjemmefra, at der er tradition for, at et danske hold vinder. Ofte har det været Jonas fra KFK, så der var en stor ære på spil. Under festen viste alle ÅUFK`er, at de faktisk kan danse, eller i hvert fald prøver på det. Henrik svingede pigerne i bedste prof-stil, Mikael fik bardamerne til at smide hæmningerne. Lasse havde lidt en nedtursfest. Vi havde nemlig bildt vores hollandske gæster ind, at han var bøsse (det kom sig vist af en lyserød pullover), og det troede de på. Rigtig meget. Måske så meget, så Lasses image fik et knæk, for det lykkedes ham ikke at score. Det måtte andre klare. Ved femtiden var sejren i hus. Gitte hev dem hjem sammen med Arjan, og de forlod først festen, da baren lukkede og sigende blikke bad dem smutte. Og så må man jo gøre, hvad man bliver bedt om. To timer senere stod samme Gitte op og hun opfordrer hermed til, at der bliver
indstiftet en fighterpris til den, der kan sove mindst og feste mest. Det er sgu hårdt nok…. Det kunne måske ses på hendes opvarming, hvor hun spontant væltede omkuld uden nogen særlig grund og ikke på særligt udvalgte tidspunkter. Men træneren konkluderede, at nogen spiller bedst med en lille skid på, mens andre bliver helt døde. Thomas måtte holde sig på sidelinien fordi han var bange for at kaste op, og så tog fanden og fodboldstøvlerne ved træneren, der spillede med en hel kamp. Desværre hjalp det os ikke ret meget. Kampen var tæt og vi havde vundet over dem før, men nu var det åbenbart deres tur, og vi begyndte at overveje, om vi overhovedet turde komme hjem. Før den allersidste kamp begyndte vejret for første gang at vise grimme sider af sig selv. Det blæste op og blev køligere, men vi regnede med, at det var til vores fordel. Modstanderen i den sidste kamp var HOT LOVE fra Tyskland og de var ikke specielt erfarne. De havde dog en god kerne der tog os med bukserne meget langt nede om knæene, og pludselig stod det 7-2 til dem. Hvad pokker, der gik galt vidste vi ikke, men sandsynligheden siger for mange fejl og for lidt koncentration. Vi besluttede os for at sparke røv og gjorde det. De næste ti point var alle vores. 12-7 og vi havde dem i vores hule hånd. Det tolvte point var nok det mest arrogante, vi overhovedet scorede i turneringen. Lasse var rigtig supergejl og lavede en scooper hen over skulderen til Thomas i Zonen. heldigvis var Thomas vågnet op efter sin pause på linien. Og så var de nedbrudt. En enkel gang brød de igennem, men på godt forsvar tog vi sejren og humøret steg rigtig meget. Vi kravlede over til finalen, hvor det nu var tilladt at ømme sig alt det man ville. Nu var der bare ingen, der gjorde det. Måske fordi, der ikke var nogen grund til det. Finalen stod mellem to hold. Sådan var det. Lidt godt, lidt skidt, lidt vind og lidt for mange, der gik ind over linien og skyggede for os, der sad ned og
intet kunne se. Men det ene hold vandt og vi kunne slutte turneringen af med at få en Harbour-trøje og klappe af hinanden allesammen.

En hurtig nedpakning, så togholdet kunne nå deres tog hjem, og så fik vi overtalt Max til at køre med til stationen, så Risvig ikke skulle køre to gange. Situationen var den, at Max absolut ingen stedsans har og at Risvig ikke kender færdselsreglerne i Holland og to gange kørte over for rødt. Men vi overlevede og ankom. Imens gjorde bilholdet sig færdige, så de kunne komme afsted.
Turen hjem for begge hold var mindst lige så søvnig som forudset, og da Lasse klokken 7 om morgenen på Kolding Station ringede til Risvig for at høre, om de havde husket hans sovepose, var punktummet ligesom sat for alt, hvad der var for overdrevet åndet. Helt overordnet (og her kunne du have startet, hvis du ikke havde haft lyst til at læse al det foregående) var det en vidunderlig turnering. Vi havde det selvfølgelig sjovt, men vi lærte skam også noget. Især, at vi rent faktisk kan
spille en defence, der kan sparke supermeget danskerrøv. Vi så gode takter fra alle spillere, og alle blev bedre og bedre i løbet af turneringen. Lasse udmærkede sig med sin scooper og sin hvide mave. Mens vi andre blev småskoldede forblev han hvis dom sne. Bo lavede et helt fantastisk dive i zonen, og fløj længere end vi troede det menneskeligt muligt. Samtidig viste han sin bløde side og samlede pokémon-mærker fra chipsposerne til sine små brødre. Han sluttede turneringen af med at få SNEAKERS-prisen for søndagens spil. Denne pris skal gives videre i Hørsholm den 9. og 10.

Henrik spiste alt det, vi andre ikke orkede og scorede sig et spillersæt i hvidt fra et spansk hold, Årsagen var et rigtig godt blok. Og så pruttede han rigtig meget. Michael Gravgaard viste, at han virkelig har fået meget ud af vores opvarmning, ved at benytte fejesving til at tørre sin tallerken. I øvrigt viste han, hvor snu han kan være ved at lokke Gittes sidste 10 gylden fra hende, så han kunne købe slik. Træneren (det er ham den hæse) var bare en sjov fyr, som vi lagde rigtig meget mærke til. Han pruttede i øvrigt også en del, men var et af vores stjerneskud i beerracet.

Thomas Sangild fik bemærket så høfligt, lavt og undskyldende, at han havde det dårligt søndag, at vi lod ham blive på linien. Måske fordi han var villig til at låne sine svedige fodboldstøvler ud til den, der ville tage hans plads på banen. Flink mand. Rikke gjorde sig især bemærket med et virkelig godt dive i zonen. Vi kan nu konstatere at Rikke sparker sig selv, når hun diver. Men sådan er vi jo så forskellige. I øvrigt udgød hun meget højlydt sin utilfredshed med peanutsovs. Og hun havde helt ret. Kasper var den helt store fighter. En fiber-ting-lignende-noget i baglåret og et par voldsomt forslåede fingre var ikke nok til at sætte ham ud af kampene. Ikke underligt fik han SNEAKERS-prisen for lørdagens spil. Samtidig viste han godt initiativ ved at købe chokolade til alle de hold, vi spillede med.Erland sov i togets midtergang. En af os skulle jo, og da han var en af mindste og samtidig den letteste at overtale, blev det ham. Hans hævn var, at han nok var den, der sov bedst. Om lørdagen købte han en hat, der åbenbart ikke var stram nok til at holde på hjernecellerne, for i kampen efter lavede han rigtig mange fejl. Risvig endte uden hud under tæerne. Et ikke særlig kønt syn, men sikkert mere smertefuldt for ham end for os andre. Bemærkede sig i øvrigt mest ved altid at spørge om der lige var tid til en halv time på øjet. Arjan havde turneringens mest skrammede knæ, og da han tog overtræksbukser på, kom der bare hul i dem. Han fik SNEAKERS-prisen for torsdag og fredagens spil, hjalp Gitte med at vinde festen og var udstyret med en meget sarkastisk humor, der passede rigtig godt til Århusianske forhold, og den gik ikke så lidt udover Max..

....der var en rar, men temmelig naiv fyr. Til gengæld kunne vi altid spørge ham, hvis der var noget om kampenene, vi havde overset. Han havde virkelig tjek på og talte helst ikke om andet. Jo peanuts måske, for dem kunne han godt lide. Og så Gitte. Tja, hun må suverænt være den med det bedste overblik, at hun overhovedet kan huske hele denne smøre. Og så vandt hun festen. Tag så lige og indstift den pris. Jeg kan bedst lide Lion-bars (festløve…haha).

Puha. Det var vist det. Vi skal snart afsted igen…til et eller andet, hvor vi kan blære os med vores defence.

Ses til træning
Gitte.