2001 - Sun Of The Beach

Af Gitte Shack

Der skulle tre øl og et par kast med en frisbee, før de første milde kata-strofer opstod. Carsten opdagede, at han havde glemt sit pas og Gittes BH gik i stykker. Men med otte friske frisbeefreaks i to biler blev det hurtigt ordnet, og vi satte kursen fra Damagervej til Rostock med kun halvanden times forsinkelse…!

Musikken i bilerne var høj (desværre sang Kasper med, og det er altså en af de ting, han IKKE er god til), og efter første stop i Kolding og næste stop ved Poetschzzzzz ved grænsen, hvor handlen gik livligt i alskens valuta og forsinkelsen blev udbygget til to timer, var vi i Tyskland og vældigt på vej til en festlig weekend. Havde vi vist, hvordan det ville gå, havde vi nok allerede været temmelig målløse. Så det vidste vi heldigvis ikke.

Vi ankom kun to en halv time senere end forventet (!) og faldt ind i en moderat fest, hvor det mest ophidsende var en gymnastikvideo på stor-skærm. Videoen var tydeligvis fra aerobic´ens barndom og trikotterne ligeså. Nydeligt var det ikke, men helt bestemt morsomt. Ind imellem var der da også lidt ultimate på skærmen, og lidt da-da-dam på bordene. Og øllene….de smagte godt. Så vi skålede.

Den første faldt fra en lille time eller to senere. Og bedst som vi troede at Kasper var en svagdrikker, der altid falder i søvn før os andre, gik pokker i drengen. Han drak og drak og sang (desværre!!!) og sang og skrålede og festede. Og helt alene var han ikke. Både Risvig og Carsten lagde ører til ham og skålede med, og sådan blev de ved til den lyse morgen.

Da sovesalen var ved at vågne, dukkede de tre op. Temmelig festlige, temmelig højtråbende, med historier om en dame, der vil melde dem til politiet fordi de havde stjålet en guitar fra en Saab med danske plader. Frække knægte. Vi andre stod op og gjorde os klar til dagens strabadser i sand, spiste østtysk morgenmad (ikke en udpræget fornøjelse) og klædte os på i de omklædningsrum der ikke var der og var erstattet med dørløse toiletter.

Første kamp stod mod Gjoerejoejoelijoejoe eller noget i den stil. Det bety-der Julio Iglesias på perkerhollandsk (sådan et sprog findes altså), men der var ikke meget charme over dem og i en ualmindelig kort kamp blev vi banket 5-3. Så måtte vi jo skåle!!

Næste kamp havde vi ingen ambitioner om at vinde (men nu havde vi jo også allerede vundet den første fest – det første 1-tal) for det var mod Endzonis, det formodede stærkeste hold i puljen. Men Gud og Flynderen vil det anderledes og vi sejrede overbevisende med noget i stil med 9-6. En fed kamp, hvor alle gik til den og forsøgte at forcere de store sandklitter.

Tredie kamp var mod Nihilisten fra Berlin. Dem kendte vi ikke og lod os derfor ikke skræmme. Det var en tæt kamp, hvor vi i starten var bagud (det er vist ved at blive et ÅUFK-fænomen) men kom sindsygt stærkt igen. Og til vores store overraskelse vandt vi også denne kamp og blev toer i puljen.

MED ANDRE ORD RØG VI I VINDERPULJE og det skulle der naturligvis skåles på, selvom dåser ikke klirer (slet ikke dem med cola i).

Gejsten var stor og engagementet ligeså. Vi lagde an til spil i vinderpulje og forsikrede hinanden om, at det rent faktisk var rigtigt.

Den første kamp tabte vi. Ikke stort, men vi tabte. Den næste kamp tabe vi, ikke stort, men vi tabte. I denne kamp lykkedes det faktisk Gitte at dive, og det var rigtig rigtig sjovt i sand, så hun gjorde det lige et par gange mere under opvarmning. Den sidste vinderpuljekamp stod mod Oj Då fra Sverige. Vi tabte, stort, og vi tabte. Men de var flinke og rigtige guttermænd og inviterede os med på en svømmetur efter kampen.

Så var førstedagens strabadser overstået…vil nogen mene….men Gitte og Fie røg ud på en af de absolut hårdeste opgaver: At finde et brusebad i byen. Til sidst lykkedes det og holdet kunne sætte kurs mod et spisested, hvilket var en næsten lige så uoverkommelig opgave.

Så spørger vi: Hvor svært kan det være at holde styr på otte bestillinger?
Ikke umiddelbart svært, vel? Men selvfølgelig gik det i vasken og Lasse fik
ikke den forret, han havde bestilt. Da den rigtige endelig ankom, var den
halvlunken og meget trist at smage på. Risvig fik ikke den rigtige hovedret,
men valgt klogeligt at holde lavere profil om dette end Lasse om forretten. Og så er vandkander i Tyskland altså ikke det rene blær. De er BARE så små. Ikke for sportsfolk og andre, der kan finde ud af at svede på den seje måde.

Bagefter drog vi hjem til gymnastiksalen, hvor der var almindelig træthed at spore i de tre, der vandt festen fredag. Alligevel gik vi alle en tur til strandfest, men kun Fie, Anton og Gitte magtede at blive og feste. Det gjorde de til gengæld rimelig råt. De skålede meget, og skrålede meget, og talte mange underlige sprog. Fie blev den første til at give op, og satte kursen hjemover, mens Anton kastede sin kærlighed på en plastikkaskelot-hval og Gitte fik tre svenskere til at betale hendes drikkevarer resten af aftenen.

Der var en rimelig hård kamp om at vinde lørdagsfesten mellem det dansk-svenske hold på den ene side, og de charmeløse Julio Igleisasser på den anden, men hvem kan – vi kan, så ved halvfemtiden var der ligesom ikke flere at kæmpe mod og der var ikke mere at skåle i, så Anton, Gitte og de tre svenskere begav sig fra stranden….

.....hvor de fire timer senere varmede op til de næste kampe.
Vi skulle spille om 9-16 pladsen, og med to vundne fester (to 1-taller) i bagagen var vi godt tilfredse med næsten hvilket-som-helst resultat, selvom vi naturligvis helst ville have en ulige placering (vinde den sidste kamp).

Første kamp (kampen om at spille om 9-12. plads eller 13-16. plads) stod mod Cronical Dizziness fra Holland. På dette hold var Max og Arjan som spillede med os i Rotterdam, men Arjan var skadet og Max smaddernervøs for at vi skulle vinde, så vi besluttede os for, at dem skulle vi da prøve at banke. De kom foran 7-4, men så satte vi alle kræfter ind. Den stærkeste opstilling med især Lasse og Risvig i storform bankede igennem og vi endte med at vinde kampen 9-7 – altså fem scoringer på stribe. Og så var den konstituerede træner, Carsten, fuldstændig ligeglad med resultatet af de to sidste kampe.

Vi skålede. Og indrømmede, at vi havde drukket mindre mellem kampene, end vi havde troet vi ville. Seriøsiteten havde ramt os som et uventet og køligt spøgelse, der sådan kom og lavede om på tingene.

Næste kamp (kampen om at spille om 9. eller om 11. pladsen) tabte vi til et hold, som vi måske nok undervurderede, fordi de havde nogle mildest talt mystisk udseende spillere og en dreng på 12 år med. Men vi tabte, ikke meget, men vi tabte.

SÅ SKULLE DET LIGESOM VÆRE. Ikke mere snak og overflødigt vrøvl. Ikke mere tid at spilde. Og ud vi gik, skrålede en ordentlig flynder og satte vores præg på den sidste kamp. Vi spillede faktisk rimeligt, trods træthed og lidt for mange hjerneblødninger, og der var længe stillingskrig. Lige indtil vi bare besluttede, at nu ville vi vinde. Det gjorde vi så...10-6 eller sådan noget, afsluttet med en scoring, hvor Fie, som om det var den mest naturlige ting og uden snert af nervøse hænder, kaster disken til Anton, der som den eneste angriber i en forsvarsklat står i den rigtige side. De to nye fik en fælles og vældig fin succesoplevelse.

En kort dukkert i havet og en spændende finale (hvor vi heppede Oj Då til sejr) senere stod vi med et diplom og en badebanan i hånden og pakkede vores grej for at drage hjemover. Vi havde tænkt på at spænde badebana-nen på toppen af Saaben, men vi havde ingen snor.

Hundredetusinde stykker musik, stop på tankstationen, sindssyge over-halinger af weekendes konkurrenter på motorvejen og et par minutters søvn senere stod vi på en rasteplads i Haderslev og var … tja…udmattede. Vi havde hjembragt fire 1-taller (1, 1, og 11), et diplom og badebanan, men Kasper og Jonas havde så til gengæld glemt deres stemmer i Tyskland.

Det eneste jeg tænkte på, da jeg gik i seng klokken to natten til mandag var “Sandrespect og Flynder – Vi er for rå i ÅUFK”. Et navn som den tyske strandkommentator i øvrigt lærte og elskede at sige som ET ord.

Jonas: Fik fighterprisen for lørdag.
Lasse: Fik fighterprisen for søndag.
Anton: Blev forelsket i en kaskelothval af plastik. Det giver ligesom befri Willy en ny mening.
Fie: Forkælede os alle til den store guldmedalje med massage og hygge.
Kasper: Hørte vi ikke meget til (han kunne heldigvis ikke synge på vej
hjem).
Carsten: Fik sig en tilbeder, og måtte næsten stikke af for at undvige.
Risvig: Var den sejeste diver på holdet. Han lavede stort set ikke andet.
Gitte: Jamen, hun er bare sej sådan i al almindelighed.

Til de, der stadig læser med: I er for hvide, mand.

sjak :-)