2002 - Furious Five, Dame

Af Rikke Kirk

Vi tog fra Århus mens det stadigt var mørkt -det vil sige meget tidligt, og lidt over 9 stod vi i Odense efter diverse rundture i byen.
Vi (Camilla, Lina og undertegnede) mødtes med Sanne og Majbritt fra Ragnarok (hvilket også var navnet vi stillede op under, men heldigvis fandt folk ud af at vi kom fra Århus -tak drenge) og opfriskede de indøvede taktikker som vi havde lært weekenden inden under Erik Hammers kyndige vejledning.

Kl.10 havde vi den første kamp. Den var mod Kalmar (fra Sverige), og personligt havde jeg ikke helt troet at vi kunne slå dem. De havde vundet Kong Volmer i efteråret, og plejer at spille godt. Men vi lagde godt ud og kom hurtigt foran. Men så gik vi lidt i stå og da de 25min. var gået, stod der 8-8. Vi skulle spille til 9, og vi var i offence. Det var nok ikke jordens smukkeste spillede point. Men vi tog det og det var det der talte.

De næste timer gik vi rundt i en slags lykkerus og var totalt overstadige, for det havde vi alligevel ikke regnet med ville ske. Og så troede vi pludselig at alt var muligt. Hvilket nok også var en af årsagerne til at vi ikke spille særlig godt mod Coyote (vist nok fra Holland), som vi skulle spille mod i næste kamp. Jeg husker ikke særlig meget fra den kamp, mest kun at vi tabte, og det vil jeg helst glemme. Jeg husker ikke engang med hvor meget. Den sidste kamp den dag var mod Tekiales fra Tyskland. De er et rimeligt nyt hold, så dem regnede vi med at slå eftertrykkeligt. Vi slog dem da også 11-4 (eller så var det 11-3), og det er vist det der skal sige om det. Smukt var det i hvert fald ikke.

Ja Århus stillede jo også med et hold i open rækken (Thomas, Jonas, Michael G., Lasse og Søren E). Jeg tror, de vil sætte pris på at jeg ikke nævner særligt meget om deres kampe. Lørdag var i hvert fald ikke lige deres dag. De vil nok argumentere at de var i pulje med den efterfølgende dags finale deltagere og et hold, der hele tiden kaldte fejl og tydeligvis ikke gik efter fairplay-prisen. Og det havde da nok også lidt at sige, meennn….

Til gengæld var de for det meste gode til at bakke os op i vores kampe, selvom jeg nogle gange hørte nogle lidt for ironiske kommentarer. Der har de også stadig noget at lære!!!

Efter et velfortjent bad sætte vi kurs mod skolen vi skulle overnatte på. Camilla som blev 26år om søndagen gav øl (tak -og tillykke) og ellers var vi bare sådan Århus-agtigt fjollede, mens vi spiste Jonas og Lasses slik, og væltede øl på liggeunderlagene.
Kl.20 var der bestilt mad på en bar i down-town Odense, vi kom ½ time før og brugte 15min. på at vælge bord -jeg tror så til gengæld også at vi fandt det helt rigtige (?). Vi fandt også et ganske udmærket ølrør, der indhold 4liter Odense øl og skulle tappes ved bordet så vi slap for at gå i baren hele tiden.
Maden var godt og der var nok, øllen smagte som den skal og der var storskærm, der viste årets danske melodi grand prix, -jeg har godt nok stadig ikke fundet ud af hvem vandt…. – så det var som det skulle være!!

Senere på aftenen var der live band, lidt rumle-leg, hvor Lasse snød (men det var ok jeg var på hold med ham) og de indledende runder til kåring af årets røv i Århus (finalen afholdes så snart alle er samlet så det kan blive helt fair. Men det skal nævnes at en gammel vinder af konkurrencen ikke helt har mistet taget på den kvindelige del af ÅUFK).

Jeg har hørt rygter om at Århus igen vandt festen, og det vil jeg da gerne tro. For da de sidste fra Århus kom hjem til gynmastiksalen vi sov i, var der rigtig mange der råbte af dem. Og jeg tror de skal kigge godt sig over skulderen for eftertiden, for de blev lovet tæsk af rigtig mange (det kan jeg også godt forstå!!!).

Det vil være synd at påstå at jeg var klar kl. 8 da vi skulle spille vores første kamp. Vi skulle spille mod Flying Circus, som aldrig er blevet besejret af et dansk pigehold før, og med så meget alkohol i blodet og så lidt opvarmning, så det ikke videre lovende ud.
Men vi fandt lidt gejst et sted, råbte lidt af hinanden (-opmuntrende selvfølgeligt, vi er jo piger), lod være med at kaste discen steder hen, hvor vi ikke selv gad/kunne løbe til, og greb discen så vi ikke skulle have hovedet nedad (det kunne have gået grusomt galt).

Og vi fulgte med cirkuspigerne. Der stod 4-4, 5-5, men så lige pludselig gad vi ikke det mere og begyndte at dække dem op ( personligt talte jeg dem ud 3 gange :), og vupti så stod det 11-7 og vi havde vundet.

Herefter begyndte vi rigtigt at tro på en finaleplads, for Coyote som var de eneste vi havde tabt til var blevet tæsket af Kalmar, og vi havde kun KFK tilbage at slå.

Det gjorde vi. Men desværre langt mindre og grimmere end vi havde håbet. Vi havde til al tydelighed glemt det der med at kaste steder hen hvor de andre var eller kunne nå hen. Men vi vandt.
Herefter var det ikke mere op til os hvad der skulle ske -om vi overhoved skulle spille mere. Vi brugte så tiden på prøve at hjælpe drengene vinde en kamp -det var ikke så let! Men heldigvis findes dinosaurene fra Ålborg, de ville godt hjælpe, og ÅUFK undgik kampen om sidstepladsen.

Det var nok heromkring at det hele gik op i en højere enhed. Cirkuspigerne vandt over Kalmar og Coyote (dvs. de begge havde tabt 2 kampe), og dermed var finalen sat: Ragnarok mod Flying Circus!!

Jeg -som ellers var meget meget træt og stadig havde lidt alkohol i blodet fik lige pludselig energi. Jeg skulle spille min første finale nogensinde.

Og lige for at gøre det helt klart: det var fedt.
Der var mennesker over det hele, de råbte, og mange råbte faktisk på os!!! Vi var opsat på at vinde, på at gøre det godt og frem for alt slå det fast at det var os selv der havde spillet os i finalen og ikke circus, som de havde insinueret.

Vi spillede okay. Circus spillede okay. Og det betød at der stort set hele tiden kun var 1 point mellem os. Jeg kunne godt mærke, jeg var ved at blive lidt træt. Men der var så meget opbakning, vi havde så meget lyst til at slå dem, og så meget gejst, at det kun var en biting. Slappe af kunne man jo altid, muligheden for at slå circus-pigerne to gange på en dag sker ikke så tit.
Desværre skete det ikke. Der stod 12-12 (vi spillede til 13 i finalen) og jeg følte at hele hallen var oppe at køre og alle heppede på vores forsvar. Men så står jeg med Anne i zonen. Alle vores trænere (som der var ret mange af til finalen) havde sagt at nu skulle vi sidde tæt på dem. Og det var da ikke fordi jeg ikke var enig. Men jeg gjorde det bare ikke. Anne scorer lige for næsen af mig på en irriterende kniv, og jeg er bare for langt fra til at gøre noget. Sikke noget lort.

Alligevel er vi stolte. Vi var jo sådan set seedet sidst. Og vi havde spillet langt bedre end vi havde forventet. Men at være så tæt på og så tabe…

Open-finalen stod mellem Discflyers og Klanen og co. Selvom det kun er 24 timer siden den blev spille husker jeg den ikke rigtigt. Jeg ved ikke helt om det bare var fordi drengene var søde ved os eller om det var sandheden, men sagde i hvert fald at vores finale var mere spændende end denne.

Men discflyers vandt (tillykke) 13-9 (eller noget i den stil) og så var det præmietid. Der var chokolade, slik og sodavand. Og en medalje. Folk klappede og det hele var godt igen.

Men jeg glæder mig til DM -vi kan jo ikke lade være med at stille op igen, og så skal vi slå circus når det virkeligt gælder.