2002 - DM indendørs, Ålborg
Af Carsten Hvenegaard Petersen
Det var tidligt lørdag morgen den 2. marts 2002. – Alt for tidligt for mig og de fleste andre (især Kasper…jf. nedenfor). Men selvom vækkeuret ringede lige efter jeg var gået i seng (sådan føltes det i hvert fald) stod jeg op, gik i bad og blev hentet af Gravgaard brødrene kl. 6.30. Kl. 6.45 skulle vi hente Lasse og Kasper på Silkeborgvej, og vi var der næsten til tiden. Til vores store overraskelse var det kun Lasse der var der. Jeg ringede til Kasper, som lød meget overrasket og meget træt. -“Gud jeg har sovet over mig”. Det viste sig senere at han knap nok havde sovet, da han havde været i byen til kl. 5.30. Vi måtte altså ud og hente ham, og mens vi ventede så vi kavalergang for alle pengene.
Vi kom afsted (trods alt) mod Ålborg, hvor vi var ca. halvanden time senere. Vi skulle finde 2. holdet og give dem deres trøjer. Den hal de skulle være i, lå et mærkeligt sted i det sydlige Ålborg, og den var svær at finde….så svær at to biler fra Århus kørte forkert på samme sted og samme tid uafhængigt af hinanden. Men vi fandt dem. Desværre viste det sig, at de var de eneste der var mødt op ved hallen og at hallen først blev åbnet meget senere. Vi måtte efterlade dem i den bidende kulde, da vi skulle finde skolen hvor vi skulle overnatte og hallen hvor vi (1. holdet) skulle spille. Det viste sig at være en næsten lige så umulig opgave, men igen lykkedes det til sidst.
Lige så stille begyndte forvirringen hos arrangørerne at lægge sig, og DM inde 2002 gik i gang. Vores første kamp var kl. 10.30 mod Odense Discflyers, som havde vundet Furious 5 et par uger før og som var seedet som nummer 2 i puljen (vi var selv seedet som nummer 3 i puljen). Trods søvnmangel var vi meget tændte. Vi startede med at være i angreb (Henrik viste sig at være en fantastisk discflipper…6 vundet og 1 tabt). Vi kom rigtig godt fra start og førte hurtigt med 3 – 0. Meget uårhusiansk, men det føltes godt. På en kanon hård defence blev føringen hurtigt udbygget til 7 – 1, og det kørte bare for os. Odense kom dog igen, da vi slækkede lidt på koncentrationen og stillingen blev reduceret til 7 – 4. Men så satte vi igen turbo på og kampen endte 10 – 5 til Århus. Vi var ellevilde. Så god en første kamp har jeg aldrig før set Århus præstere.
Næste Kamp var mod 1. seedede Ragnarok. Vi pressede dem hårdt i defence, hvilket tydeligt kunne aflæses af pointenes længde. Men i offence gik det ikke så godt. Vi havde for meget respekt for overmagten og turde ikke spille vores spil. Desuden havde de også en kanon hård defence, som fik presset os til at lave mange fejl. Kampen endte velfortjent 9 – 3 til Ragnarok. Vi var dog meget tilfredse med kampen, og vi var enige om, at det var kampe mod sådanne hold der gør os bedre – dem skal vi have nogle flere af!!
Dagens tredje kamp var mod Ålborg Dinosaurs, som var seedet 4. og sidst i puljen. Kampen blev uden stort besvær vundet med 13 – 2. Ålborg havde dog stor ære af kampen, idet de kæmpede hele vejen, og faktisk viste en hel del gode takter.
Vi var blevet nr. 2 i pulje A, og ventede nu på resultatet fra pulje B. Dagens sidste kamp skulle nemlig stå mod nr. 1 i denne pulje. Det viste sig at være KFK, som vi sidst havde slået i kvartfinalen til udendørs DM. Men indendørs er KFK en stormagt, og det fik vi at mærke. Vi tabte 10 – 4, men leverede også i denne kamp flot spil. Som i kampen mod Ragnarok fik de presset os til at lave en del fejl, og selv om vi også pressede dem meget hårdt, lavede de næsten ingen fejl…og det er altså forskellen på os og de bedste hold.
Dagen var slut, hvad ultimate angik. Men stadig ung når det gjaldt om at spise, feste, drikke øl og ta’ på numser. Århus fik kapret et langbord og tog godt for sig af retterne til aftensmaden, som bestod af: oksesteg, kartofler, brun sovs, ærter og noget syltetøj af en slags. Der var øl nok, da Kasper jo skulle give kvajebajer (jf. hændelsen fra samme morgen). Da islagkagen med karamelovertræk var fortæret, var pigerne spændt op til lir. Det medførte en konkurrence af den sjove slags.
Alle drengene/mændene stillede sig ved baren med røven ud mod publikum, og så skulle de århusianske piger ellers gramse! Der var både indledende runde, semifinale og finale, idet antallet af deltagere var det største i historien. Søren Risvig løb af med sejren, men det skyldes kun at nogle af dommerne var under pres fra oven. Der er da også allerede sendt protester ind til DFSU, WFDF, DIF og IOC. Men vi kender alle sagsbehandlings tiden i disse organer, så afgørelsen falder nok ikke i dette århundrede. Efter røvmesterskaberne begyndte det at tynde ud i festen. En del mennesker gik i byen, nogle gik i seng og andre igen spillede bordfodbold (med katastrofale følger for næste dags kasteteknik).
Næste dag vågnede vi alle af uransagelige årsager meget tidligt. Teorien går på, at det kun var én der vågnede, men så begyndte at snakke så højt og meget, at alle andre i rummet også vågnede. Det viste sig dog at senere på dagen at være en god taktik. Vi sov nemlig på værelse med Esbjerg, som havde været i byen. Og de havde i hvert fald ikke lyst til at stå så tidligt op. Lasse fyrede op under Barry White til morgenmaden, og så var stilen ligesom lagt.
Dagens første kamp stod mod Flying Circus, som var blevet nr. 2 i B-puljen. De manglede stort set alle deres rutinerede spillere, så det så ud til at være en overkommelig opgave. Vi kom da også hurtigt foran og holdt en afstand på 4 – 5 mål igennem hele kampen, som blev vundet med 10 – 5.
Næste kamp stod mod nr. 3 i B-puljen: Esbjerg. De var godt trætte af at vi havde vækket dem så tidligt, så de havde noget at revanchere. Men det blev ikke til så meget. Vi lukkede dem totalt ned i defence og havde selv en sikker offence. Så da kampen var færdig, havde der ikke rigtig været spænding om udfaldet, som blev noget i retning af 11 – 3.
Vi var blevet nummer 3 i grundspillet, og det var vi meget tilfredse med. Men det stod klart, at vi i kampen om 3. pladsen endnu engang skulle møde vores ærkerivaler fra Odense, som nu var blevet forstærket med Jesper LeFevre. Vi startede i offence, og undertegnede tog imod discen. Det allerførste kast til Henrik blev lidt for presset og blev derfor ikke grebet (trods rørt disc!!). Den første turnover, og Odense scorede sikkert til 0 – 1. Det blev også rimelig hurtigt til 0 – 3, men ganske uhørt og næsten aldrig set før blev Århus ved med at kæmpe. Det meste af kampen førte Odense med 2 – 3 scoringer, men vi blev ved med at kæmpe. Ved stillingen 8 – 10 lød slutfløjtet. Vi blockede discen og scorede til 9 – 10. Kampen skulle nu spilles til 11 og vi var i defence. Vi gav den alt hvad vi havde og pressede Odense i bund. Det medførte at vi fik fremtvunget en turnover og vi scorede til 10 – 10. Nu skulle de sidste kræfter mobiliseres. Det sidste og alt afgørende point – og vi var i defence. Vi pressede dem hårdt, men de udnyttede deres chance og scorede til slutresultatet 10 – 11. Odense blev nummer 3 og Århus blev nummer 4. Men begge hold var enige: Det var en kanon kamp. Dem må vi have nogle flere af.
DM var slut for denne gang. Den afsluttende finale var et brag af en kamp imellem de forsvarende mestre fra KFK og Ragnarok. Ragnarok kom bedst fra start og førte med et par scoringer, og det så ud til at KFK var lukket helt ned. KFK fokuserede meget på enkelte spillere, det så Ragnarok og lukkede disse spillere ned. Efter en time out begyndte KFK’s spil at køre lidt bedre og de begyndte at udnytte hele holdets bredde. De pressede Ragnarok, som stadig var foran, meget hårdt og det medførte et par dumme fejl fra Ragnarok. Det udnyttede KFK og kom foran med 3 points. Ved stillingen 14 -12 til KFK kunne de afgøre det hele, idet de var i angreb. Ragnarok fik dog blocket discen og kom på 14 – 13. Men i næste angreb lukkede og slukkede KFK og blev danmarksmestre ved at vinde finalen 15 – 13.
På vejen hjem skulle vi lige på McD. Der var tilbud på McMonster, og det skulle udnyttes. Det blev det i allerhøjeste grad, idet jeg fik en helt ny burger efter at have spist en halv uden bacon i. Vi trashtalkede Odense lidt, roste os selv meget og så kørte vi hjem.
Et meget flot DM af Århus 1…ja ganske rigtigt ÅRHUS 1. For den titel har drengene fået tilbage efter den 10 milliarder gange bedre indsats til DM end ved Furious 5. Lad os blive ved med at udvikle os lige så meget som vi har gjort på det sidste, så er det ikke til at vide hvad det kan ende med.
- Carsten Selleri..
2011-11-17:
2010-09-12:
2010-05-31: