2004 - Furious Five, Odense

Af Lasse Gejl

For fjerde gang i min glorværdige ultimate karriere havde jeg skaffet mig en plads blandt de fem hardcore, der fik lov at tage til Furius Five i Odense – det forpligter. I sidste øjeblik blev ÅUFK tilbudt endnu en holdplads – en betalt afbudsplads. Det siger man ikke nej til, og således gik det til at Århus Ultimate og Frisbee Klub kom af sted med hele to hold til dette års F5. Et hold der spillede for placering, og et hold med fokus på udvikling og kamperfaring.

Lørdag morgen startede sædvanen tro med en opringning fra en fortvivlet ultimate spiller alias Michael Graugaard. Med søvn i øjnene og savl på kinden fik jeg fremstammet ”Gejl her”. I den anden ævlede Michael; ”Har du et nummer til ham der Martin – han er ikke dukket op?”. Jeg troede at hold 1’s bedre seedning og derfor senere kampstart ville give mig mere nattesøvn end hold 2, men der troede jeg så forkert. Op til computeren, finde et fastnetnummer, ringe tilbage – det gik som smurt. Martin blev hentet på hjemmeadressen 10 minutter senere, og eneste konsekvens for hold 2 blev lidt mindre tid til opvarmning inden første kamp. Jeg havde lidt på fornemmelsen at Michael havde planlagt hele seancen…

Hold 1 kom af sted planmæssigt og nåede akkurat til Marienlystcentret tidsnok til at aflevere frække orange holdtrøjer til hold 2, som skulle møde svenske Kalmar i første kamp. Kalmar hæv akkurat sejren hjem ;o) men jeg tror alle synes det var en fin åbningskamp. Halvtimen efter skulle hold 1 møde det gode gamle masterhold Qi Gong – denne gang med ÅUFK-spillere Søren Erland og Henrik Graugaard som gueststars. De fik smæk 11-6, så alt var som det skulle være. Næste skalp var CFC 2, som fik nogenlunde samme tur. Vi løb dem over ende, vandt sikkert og undertegnede fortalte dem bagefter at jeg var skuffet over deres indsats ;o) Det tog de meget pænt, og sad meget hårdere i defence resten af turneringen. Når nu vi var i gang med rundbarberingen kunne vi lige så godt tage 3. seedede KFK med i købet. Københavnerne stillede et halvamputeret hold, og fik således den altid dejlige ÅUFK kærlighed at føle. Slutresultatet blev sådan cirka 11-4 i en kamp hvor KFK i høj grad var plaget af modløshed og mangel på initiativ.

Ubesejrede gik vi videre til toppuljespillet, hvor vi skulle møde Endzonis i dagens sidste kamp. Det skulle vise sig at være en større mundfuld. Normalt er Endzonis et hold man spiller mod sådan lidt lala, men når de kun skal stille fem spillere havde de tydeligvis mange gode kvaliteter. Ingen deciderede svage led – udover måske Volkers(nr. 23) temperament – sagde Lasse Gejl som selv er den største humørspiller. Kampen blev meget lige. Vi var bagud med et par pinde det meste af kampen, sluttede flot af med 3-4 scoringer i træk og vandt til sidst kampen 11-9. Vi var glade, ubesejrede og sultne!

Eydes Kælder ventede med hotwings, spareribs og pomfritter ”en masse”. Først skulle bagagen dog smides af på skolen, og det lykkedes Roar Meyer fra Odense Dickflyers at vildlede os til den forkerte. Vi fandt omsider den rigtige skole efter lidt kortkigning og sight seeing i Odense midtby, og så skulle der ellers indtages føde. Bo Skytte proklamerede selvsikkert sin sult, men kom dog hurtigt til kort da Jonas Kimer og Allan gik til fadet tredje gang. Mens vi sad og flåede føde mærkede jeg en stikkende ubehagelig følelse i brystkassen. Jeg rettede mig lidt i stolen, og tænkte eller ikke videre over det. Da det blev ved måtte jeg konsultere vores ”turneringslæge” Jesper Le Fevre, som belejligt sad overfor. Jeg fortalte om mine symptomer, og manden bad mig om at tage en dyb indånding. I forventning om at nu ville han hjælpe mig, og stille en eller anden fornuftig diagnose, sugede jeg godt ind. Den før stikkende følelse blev til smerte til stor fornøjelse for holdkammerater og heksedoktor, som tørt nævnte at jeg havde trykket et ribben. Søndagskampene blev gennemført på smertestillende små hvide piller fra husapoteket Graugaard, og jeg mærkede således ikke mere til det skidt.

Udover mad ad libitum og halvdyre øl, bød Eydes Kælder også på et ekstremt larmende suppe-steg-og-is band, hvilket tydeligvis var populært blandt store dele af frisbeefolket. Personligt ville jeg foretrække den ellers udmærkede baggrundsmusik, men baseret på antallet af tallerkenspillere der var ude og danse moderne, var bandet nok en succes. ÅUFK 1 spillerne var plaget af en fælles pagt om seriøsitet med henblik på morgendagens kampe, samt en god portion træthed. Jeg havde forventet en markant større alkoholindtagelse fra hold 2, da de faktisk havde en del at drikke for. Sådan et par knægte anført af en MEGET erfaren øldrikker(M. Graugaard), kunne have været en modbydelig cocktail. I stedet blev det til en hyggelig snak om svenske juniorflicka og søde fynske piger. Alle kiggede, snakkede og grinede, men ingen gjorde alvor af sagerne. Det hang nok sammen med ølpriserne og deraf afledte ringe alkoholindtagelse.

Jeg var i soveposen klokken tolv i min nyindkøbte hængekøje. Jeg ved ikke om det var træk fra døren, mangel på tilvending eller frygten for at blive vippet ud af køjen af en Esbjerg-spiller, men jeg sov i hvert fald ikke vanvittig godt. Men det blev morgen, og føromtalte søde Odense-piger diskede op med et næsten komplet morgenbord.

Søndagens første kamp var mod ærkerivalen Odense Dickflyers. Odense manglede et par markante spillere, og havde haft problemer i flere af lørdagens kampe – det skulle vise sig at blive meget værre. ÅUFK kom hurtigt og effektivt fra start, og øretæverne lå i luften. Slutresultatet blev 11-2 samt en undskyldende fynsk holdkaptajn – det var bare ikke godt nok. ÅUFK var nu i spidsen af toppuljen sammen med CFC, og denne kamp skulle således blive en slags semifinale – én kamp fra finalen. Vi byttede point de første ti minutter, men CFC fik derefter en række nemme point på fastbreak. Vi tabte simpelthen for mange uprovokerede discs, og spillede for rodet. CFC dækker godt op, men vi kunne ha’ gjort det meget bedre mod et relativt urutineret CFC-hold. Der manglede bare lidt struktur og lidt held. Personligt var jeg pisse ærgerlig, da det havde en meget nem vej til finalen. Sådan skulle det ikke være – medaljerne forsvandt mellem hænderne på os, og CFC vandt hele 10-5. En målscore som ikke helt ydede ÅUFK retfærdighed. I den anden hal mødtes Kalmar og Ragnarok i den anden toppuljes ”semifinale”. En kamp som burde have været finalen, fordi der aldrig blev tvivl om udfaldet i den rigtige. Et forstærket Ragnarok-hold løb CFC over ende med slutscoren 13-6. Lidt ærgerligt men det er en del af spillet.

I stedet fik vi fornøjelsen af at møde Kalmar i kampen om tredjepladsen. En kamp som jeg egentlig ikke gad spille, da medaljerne var ”out of sight”, men som endte med at blive den fedeste kamp i denne weekend. ÅUFK spillede rigtig godt og fornuftigt mod de altid veloplagte og stærkt løbende svenskere. Vi lagde godt ud, og midtvejs havde vi faktisk en 2-målsføring. Et par dårlige kast/gribninger/beslutninger senere stod vi lige, og Kalmar hæv til sidst sejren hjem 11-8. Selvom vi tabte var det turneringens bedste kamp, og vi kunne være tilfredse med indsatsen. I øvrigt en meget sjælden følelse hos skribenten ;o)

Turneringen var slut og tilbage var kun uddeling af medaljer og spirit. Endzonis løb med sidstnævnte. Tak til ÅUFK-spillerne på henholdsvis hold 1 og hold 2:

Hold 1:

• Allan Larsen
• Jonas Kimer
• Søren Risvig
• Bo Skytte
• Lasse Gejl

Hold 2:

• Michael Graugaard
• Martin Trangbæk
• Jonas Grau
• John Rasmussen
• Lasse Møller

I var for fede! ;o) Glæder mig allerede til næste år…